• Altan Eksperimentet - Min urbane have på altanen
shadow

Den perfekte altanafskærmning

Den perfekte altanafskærmning
Det er ikke nemt at finde en altanafskærmning der både giver læ, lukker sollyset ind og skærmer mod nysgerrige blikke. Denne gør det hele og så danner den endda en smuk baggrund til blomsterne.

At finde den perfekte altanafskærmning der både tilgodeser behovet for sollys og privatliv, har voldt mig en del hovedbrud.
Efter mange tanker og søgning efter inspiration på nettet, lykkedes det mig at finde, det der for mig er den perfekte altanafskærmning, men først måtte jeg opfinde den dybe tallerken, for dette er ikke en løsning jeg har set andre steder…

Et altansejl i stof tager sollyset

Da jeg overtog lejligheden her, havde den tidligere ejer ladet det gamle altansejl sidde. Det var dog temmelig grønt af alger og må siges at have set bedre dage.
Inden jeg tog sejlet af og smed det ud, observerede jeg at meget af sollyset gik tabt pga. altansejlet. Altanen vender imod vest, og når solen hang lavt trak altansejlet lange skygger ind over altanen, og jeg ville jo gerne have så meget lys som muligt til mine mange planter i selvforsyningen.

Du kan få et glimt af det gamle altansejl i den første artikel: Altan Eksperimentet – Hvad er det?

En åben altan mangler læ og privatliv

Da jeg havde taget altansejlet ned kom sollyset ind og hele lejligheden blev lyst op af solen. Ih, hvor vidunderligt.
Desværre betød det også at altanen samtidig blev meget åben for forbipasserendes nysgerrige blikke, og ikke mindst for blæsten.
Så hvad kunne jeg finde på?

Polycarbonat var svaret på mine bønner

Efter at have trævlet nettet tyndt stødte jeg på et materiale der var mig forholdsvis ubekendt, nemlig polycarbonat.
For nylig havde jeg købt et lille drivhus i dette materiale, men ellers kendte jeg det ikke.

Polycarbonat er et klart plastmateriale, som er slagfast. Dvs. at det kan holde til hagl og en relativ hårdhændet behandling.
Mange af de nyere drivhuse er lavet af polycarbonat fordi polycarbonatruderne ikke er så skrøbelige som glasruder er f.eks. i stormvejr.

Altanafskærmning i polycarbonat
Det lykkedes at finde den perfekte altanafskærmning, men først måtte jeg opfinde den dybe tallerken, for denne løsning har jeg ikke set andre steder.

Sådan lavede vi altanafskærmingen

I Jem & Fix fandt jeg nogle polycarbonatplader der passede i størrelsen til min altan. Altanen er godt 5 meter bred, så jeg skulle bruge to plader på hver 2,5 meter.
I Silvans resteafdeling fandt vi en stump plexiglas som vi brugte til at forstærke hullerne i vi borede i polycarbonatpladerne.
Hvert stykke plexiglas blev savet i 8 x 2,5 cm.

Med et bor der var lidt smallere end kanalerne i polycarbonatpladerne, borede vi huller til strips som kunne bindes rundt om stængerne i gelænderet.
I hver plade borede vi forsigtigt 3 x 2 huller for oven og 3 x 2 huller forneden.

På bagsiden satte vi plexiglasforstærkningen mellem polycarbonatpladen og stængerne på altanrækværket. Så trak vi strips igennem og lukkede dem på ydersiden af altanen.
Det er vigtigt at sætte strips stramt så pladerne ikke blafrer i vinden, men strammer man for hårdt kan plasten gå i stykker, så det er lige med at finde balancen.

Jeg er helt vild med resultatet

Jeg er selv helt vild med resultatet. Der er et fantastisk lys på altanen HELE dagen.
Tomaterne og alle de andre planter får sol og stortrives, og jeg har et uderum som ligger i læ og er helt privat.

Materialer til altanafskærmning – Det brugte jeg:

2 polycarbonatplader a hver 2,5 meter
Hver plade kostede 195,- i Jem & Fix – (Vi måtte en låne en trailer for at transportere dem hjem)
En pose hvide kraftige strips fra Silvan til 70,-
En rest plexiglas fra Silvans resteafdeling til 20,-
En boremaskine
En sav
Man skal være to personer til jobbet

Hvis du kunne lide dette indlæg, så skriv gerne en kommentar nedenunder og husk at følge Altan Eksperimentet på Facebook og Instagram 💚 💚 💚

altanafskaermning-samling
Nærbillede af plexiglas samlingen, som vi har sat på ydersiden af altanafskærmningen

Opdatering + Billede af plexiglas samlingen

(Opdateret april 2018)
Det er bare dejligt at få kommentarer fra læsere, der også vil prøve min løsning på en altanafskærmning, der giver privatliv og samtidig lukker lyset ind.

Her tre år efter er jeg stadig meget glad for denne DIY løsning.
For et par uger siden sprang én strip på den en side af altanafskærmningen, og inden jeg nåede at få den repareret, ruskede vinden så meget i polycarbonat-pladen at flere strips sprang.

Vi tog denne plade ned, vaskede den med lunt sæbevand og satte den op igen med 6 friske strips. Nu står den igen så god som ny. Farven er uændret i forhold til da vi købte den og efter vask (også indvendigt i kanalerne) er alger og støv væk.

Stine og Benjamin har netop skrevet og spurgt, om jeg ville poste et nærbillede af plexiglas samlingen. Sådan et billede har jeg selvfølgelig straks taget og postet her på siden, så de kan se hvordan vi forstærkede hullerne i polocarbonat-pladerne med plexiglas. Samlingen har vi sat på ydersiden, så den kan næsten ikke ses inde fra altanen.

Jeg håber at Stine & Benjamin og andre, der har ladet sig inspirere til at lave en lign. altanafskærmning, vil sende billeder af deres projekt til Altan Eksperimentet.
Det kunne være sjovt at vise forskellige altaner med denne type afskærmning.

God arbejdslyst!

4 comments on “Den perfekte altanafskærmning

  1. Kirsten

    Hvordan holder din løsning til altanen. Ser det stadig godt ud her tre år efter?

    • Miss-World

      Hej Kirsten,
      Tak for din kommentar. Jeg synes faktisk at den holder sig overraskende pænt.
      Det eneste jeg har gjort for at holde den, er at vaske den med en børste og lunkent vand et par gange om året.

      Der er kommet en smule alger ved samlingerne, men vil tro de kan renses væk med en lille børste. Og så er den er blevet en smule mat, hvor den tidligere var mere klar, men den er stadig transparent og der er ikke behov for at udskifte den endnu.
      Kh Trine

  2. Benjamin

    Hej Trine.

    Tak for din gode ide. Vi vil gerne prøve at gøre det samme her hos os. Har du mulighed for at sende et nærbillede af plexiglas ophænget?

    Vh Stine og Benjamin

    • Kære Stine & Benjamin,
      Tak for jeres kommentar og interesse i blogindlægget om den perfekte altanafskærmning.
      Jeg har naturligvis skyndt mig ud i den sidste aftensol, for at tage et billede til jer 😊
      Det har jeg sat ind nederst i blogindlægget, sammen med en lille opdatering.

      Det kunne være helt skønt, hvis I evt. får lyst til at sende et billede af jeres altan, når I får sat afskærmningen op.
      Så vil jeg nemlig gerne sætte det ind på siden her.
      Kh Trine

Vi vil elske at få din kommentar til dette indlæg..

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.