Kan man så græs på altanen?

Kan man så en græsplæne og have den på sin altan? Det har jeg sat mig for at prøve..
Min søde kanin, Maddie Elaine, elsker at have græs under poterne. Han har de sidste par år elsket, at løbe ude på græsplænen hver gang vejret har været til det.
Nu skal han snart være bykanin. Så for at gøre livet godt for ham på altanen, har jeg prøvet at lave en lille græsplæne på hjul.
Man kan selvfølgelig også lave en græsplæne på altanen, hvis man har marsvin.

Græsplæne på altan

Jeg har sået en lille græsplæne på altanen, så kaninen stadig kan nyde græs under poterne. Måske var jeg lidt rundhåndet med græsfrøene, men mange af dem er faktisk blæst væk inden de har nået at spire, så det går nok.

Sådan har jeg sået græs på altanen

For at gøre græsplænen transportabel har jeg brugt en bedroller, som i sagens natur har fire hjul. Græsplænen kan nemlig godt blive ret tung at flytte rundt på med alt det jord. Og jeg vil gerne have mulighed for, at kunne flytte den.

For at undgå at lave huller i bunden til dræn, har jeg lagt et lag af lecakugler i bunden. Jeg håber det er nok. Dernæst har jeg lagt et stykke ukrudtsdug. (Læs opdatering længere nede)
Ovenpå ukrudtsdugen har jeg lagt ca. 5-6 cm jord. Til sidst har jeg sået græsfrø strøet et tyndt lag jord over og vandet.

Jeg har muligvis været lidt rundhåndet med græsfrøene, men mange af dem er faktisk blæst væk, inden de er begyndt at spire. Så det skal nok blive fint.
Så er det bare at vande og vente..

Skal nok følge op på dette indlæg på et senere tidspunkt, når jeg kan fortælle om eksperimentet er lykkes.

Til altan græsplænen har jeg brugt:

En bedroller
Lecakugler
Ukrudtsdug (evt. ikke nødvendigt. Se afsnit om opfølgning et år senere)
Jord
Græsfrø fra skyggegræs

Græsfrø fra skyggegræs

Valget faldt på græsfrø fra skyggegræs. Kaniner foretrækker at opholde sig i skyggen. Og så kan jeg med sindsro bruge den solrige del af altanen til tomatplanter.

Opfølgning på græsplæne-eksperimentet et år senere

Græsplænen blev en succes, kaninen har brugt mange timer på sin græsplæne og nyder at have jord under neglene. Han spiser græs og graver huller i jorden.

Til gengæld var det ikke nok med lecakugler i bunden og at lægge låg på bedrolleren i regnvejr.
Min altan er ikke overdækket, så græsplænen er blevet oversvømmet flere gange i løbet af vinteren. I år må jeg reetablere den, denne gang med dræn-huller i bunden.

Det var overflødigt at lægge ukrudtsdug mellem jord og leca.
Jeg havde troet at man kunne udskifte jorden og bevare lecakuglerne ved at adskille de to lag med en ukrudtsdug, men græsrødderne vokser gennem ukrudtsdugen og hæfter sig fast på lecakuglerne.

Se billeder af den færdige græsplæne her

Hvis du kunne lide dette indlæg, så skriv gerne en kommentar nedenunder og husk at følge Altan Eksperimentet på Facebook og Instagram
 ? ? ?