Sådan laver du et kanin-paradis på altanen
Kaninen Maddie elsker at opholde sig på altanen. Maddie er en fritgående indekanin, men han kommer ud og får lys og friske planter hver dag, når vejret ellers er til det.
I foråret lavede jeg en bedroller om til en græsplæne og nu er det blevet favoritopholdsstedet på altanen.
Du kan læse her, hvordan jeg lavede en kaningræsplæne på altanen: Græs på altanen
Set i bakspejlet skulle jeg nok have fyldt lidt mere jord i bedrolleren. Maddie, der er en ældre herre på 9 år, har dårligt syn og skal have lidt hjælp til, at komme op og ned fra græsplænen.
Bortset fra det, fungerer den rigtig godt.
Mælkebøtter, enhver kanins livret
Det tog en måneds tid før græsset begyndte at komme, men så voksede det fint frem.
Der blev kom et par bare pletter hvor græsset ikke rigtig fik fat. Her såede jeg mælkebøttefrø, fra mælkebøttesorter med store lækre grønne blade. De er så småt ved at vokse frem nu, nogle uger senere. Jeg er sikker på at de når at blive spist inden de kan sprede sig. Det skal den lille grønthøster nok sørge for.
Placering af kanin-græsplænen
Kaninens græsplæne er placeret i den side af altanen, hvor der er mindst sol. Græsset jeg har sået er skyggegræs og det trives fint i skygge.
Kaninen kan bedst lide at undgå direkte sol. Og så kan jeg jo bruge sol-pladsen til tomaterne.
Halvdelen af græsplænen er placeret under plantebordet. Det giver kaninen tryghed, at have beskyttelse over sig. Rovfugle er kaniners naturlige fjender, så han søger instinktivt at være dækket mod farer oppefra.
Det er tydeligt at kaninen føler sig tryg og elsker at ligge på sin græsplæne. Sommetider må jeg ud og hente ham om aftenen, fordi han ikke selv kommer ind.
Vi kalder kaninen for grønthøsteren
At kaniner elsker grønt, det ved alle.. Men gennem sæsonen har vi desværre måttet sande at Maddie Elaine også elsker chiliplanter, tomatplanter og stedmoderblomster.
Mange gange har han i et ubemærket øjeblik, beskåret det små spirer helt ned til jordhøjde. Så hvor vi før kaldte ham “Den lille elektriker” fordi han ikke kunne gå forbi en ledning uden at bide den over, har han nu fået kælenavnet “Grønthøsteren”.
Gør kanin-paradiset fuldent med krydderurter
Så tricket har selvfølgelig været, at placere planter omkring græsplænen, som kaninen GERNE må spise af.
Til det formål har jeg stillet potter med radisser, rødbeder og gulerødder, hvor han må spise af toppene.
Bladbeder, bredbladet persille, timian og mynte. Og ikke mindst hans livret over dem alle, frisk basilikum.
Krydderurter, som vokser hurtigt og har det godt med at blive brugt.
Jeg rykker lidt rundt på potterne, så han ikke når at barbere dem helt ned til jorden.
Derudover får han friske jordbær, spinat og salatblade, som også bliver dyrket på altanen. Så der er masser af nydelse i kanin-paradiset, og han ser ud til at elske det.
Update juni 2017
Ida fra Århus, har givet mig lov at dele dette skønne billede af kaninen Cajsa fra hendes Instagramprofil @mybalconyfarm
Cajsa er en fritgående hankanin, der også lever det søde liv på altanen. Ida har forkælet ham med en kaningræsplæne, efter at være blevet inspireret af dette blogindlæg.
Hun fortæller at Cajsa elsker sin græsplæne og at den er et Kæmpe hit..
Som blogger kan man ikke få bedre tilbagemelding på sit arbejde, end dette.
Er du også blevet inspireret af idéer fra Altan Eksperimentet?
Så send endelig billeder af dine kreationer, som kan inspirere endnu flere.
Hvis du kunne lide dette indlæg, så skriv gerne en kommentar nedenunder og husk at følge Altan Eksperimentet på Facebook og Instagram
Det ser super lækkert ud. Det eneste jeg tænker er at det vel ikke er så godt at kaninen har ubegrænset adgang til frugt og grønt? Da de kun må få hvad der svarer til en dl pr kg vægt om dagen ?
Hej Heidi, Tak for din hilsen. Min kanin har altid fået masser af frisk økologisk mad og stort set aldrig fået tørfoder. Krydderurter, grønt og MANGE forskellige slags grøntsager ad libitum. Lidt frugt og bær af og til og et par mandler hver morgen.
Desværre har jeg ham ikke længere, men han blev 10 år og 7 mdr. så jeg tror det har været sundt for ham med al den friske mad.
Hvis din kanin ikke er vant til det, skal han vænnes til det gradvist, så han ikke får problemer med maven.
Hej
Jeg har en altan, hvor jeg ønsker at lukke kaninen ud, men er bange for at den falder ned. Altanens glasvægge går nemlig ikke helt ned til gulvet. Der er tale om 7-10 centimeter.
Hej og tak for din kommentar!
Du må ud og købe noget plexiglas og lime det på forneden. Sikkerhed først!
I Silvan kan man få skåret plexiglas ud i de mål, der skal til.
Husk at stille noget grønt, som kaninen kan tåle at spise.
God fornøjelse til dig og kaninen..
Jeg har en kanin men på en altan men Ville gerne have hun skal have det dejligt på en altan har du ide til det